Jeg hedder Hanne Keller Borup, er født i 1966 og mistede min dejlige mand i 2023. Dette var en hård proces med mange selverkendelser og forandringsprocesser, som skabte en endnu dybere taknemmelighed, medfølelse og selvkærlighed i mig.
Jeg har i de seneste år haft større fokus på den dybere psykospirituelle kontakt med sig selv, hvor blandt andet selvværdets essens er en vigtig faktor. Jeg har selv valgt at gå hjertes vej i dyb respekt for andre og for mig selv. For at det psykospirituelle ikke skal blive for flyvsk, så mener jeg, at det handler om, at skabe en dyb kontakt med sig selv og have fødderne solidt plantet i sit eget fundament.
Jeg er certificeret ID psykoterapeut (MPF), ID-life Coach, META-sundhedsterapeut, mindfulness-instruktør, massageterapeut og sygeplejerske. Mine kompetencer er baseret på uddannelser og praktiske erfaringer siden 2001. Desuden har jeg gennem flere år haft fokus på min egen selvudvikling, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, og hvad jeg kunne gøre anderledes.
Jeg har gennem mine jobs og uddannelser set, at når man har en person, der virkelig vil lytte, være nærværende samt hjælpe til at se tingene udefra virkelig kan medvirke til lindring, forandring og ro. Mit kald er at støtte andre til at skabe en dybere kontakt med sig selv og mærke hvor meget det betyder at stå i sit autentiske selv.
HVORFOR HAR JEG LIGE VALGT AT ARBEJDE ISÆR MED SELVVÆRD OG STRESS:
Jeg har erfaret, at selvværd ligger til grund for mange ubehagelige tilstande i vores sind, følelser og krop. Når vi mister selvværdet, mister vi kontakten til os selv. At miste kontakten til os selv, mener jeg netop kan skabe stress, men også angst, depression samt destruktive mønstre.
Når vi genskaber kontakten til os selv, står vi på et mere stabilt fundament, hvor vi kan være autentiske, ærlige samt selvkærlige. Men også kan stå i kontakten med andre uden at miste sig selv. Selvværd kan skabe grobund for at reetablere sit sprog fx til at sige fra, rumme andres reaktioner med en stabil autencitet.
HVORDAN TERAPI/COACHING VIRKEDE PÅ MIG:
Selve coaching forløbet ændrede mit liv ved, at jeg gik fra at have en indre modstand på, hvad der skete omkring mig til at tage et større ansvar for mit eget liv. Det var kun mig der kunne ændre de ting, jeg ønskede skulle forandre sig og kun mig der kunne acceptere de ting, jeg ikke kunne ændre.
Da jeg startede på psykoterapeut uddannelsen, så jeg mig selv som en stærk og selvstændig kvinde, men jeg indså også der var en meget blød og sårbar side, som jeg havde svært ved at erkende. Gennem uddannelsen blev det klart for mig, at for at beskytte mig selv brugte jeg offer/krænker/redder triaden, og jeg havde svært ved 100% at stole på andre mennesker, hvorved jeg trak mig tilbage i et såret rum.
Jeg gik igennem en eksistentiel krise med ensomhed og måtte lade det stærke selvbillede falde. Det var ikke nemt, men da jeg begyndte at få fodfeste var det en stor befrielse. Mange illusioner begyndte at briste og jeg kunne se tingene i et større perspektiv og med mere modne øjne.
Det har givet en stor åbning og opvågning. Og jeg er dybt taknemmelig for at kunne gendanne mig selv på det dybeste plan. Jeg erkendte, at jeg ikke kun er stærk og skal kunne klare alting selv, men også er et menneske uløseligt forbundet med det indre barns sårbarhed, umiddelbarhed, det uperfekte, forbundethed og et åbent hjerte.
Som sindsrobønnen siger: “.. at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre … og mod til at ændre de ting, jeg kan … og visdom til at se forskellen”, gav herefter en reel mening for mig.
Den fortsætter med: “at leve en dag af gangen, nyde et øjeblik af gangen, at acceptere strabadser som vejen til fred, at tage denne verden som den er, ikke som jeg ville have det”. Det er netop også nøgleord, som jeg fokuserer på, når jeg arbejder med at møde sin egen kerne. Både i terapien og i mindfulness.
MINE KOMPETENCER
Uddannelser:
- META-sundhedsterapeut (psyko-somatisk terapeut) – blev færdig august 2021 på Mygind-Instituttet v/Lars Mygind i Hellerup.
- En 4-årig uddannelse som ID-psykoterapeut – blev færdig marts 2018 på ID Academy v/Ole Vadum Dahl. Særlige kompetencer er kærlighed & seksualitet samt transpersonlig udvikling.
- Uddannet mindfulness instruktør på AT Work A/S i København.
- En grundig 2-årig uddannelse som certificeret ID-life Coach på ID Academy v/Ole Vadum Dahl. Blev færdig i 2010.
- Diplomuddannelse 1 modul i “lederteams, teamledelse og ledelse i selvstyrende grupper” med systemisk tankegang.
- Professionsbachelor i sygepleje. Autoriseret sygeplejerske. Færdig i 2005.
- Uddannelse med massage og samtale på 450 timer. Færdig i 2001.
- Merkonom i regnskab og kontor all-round.
Kurser:
- Igangværende kursus “Circle of Grace” for professionelle i Sjælens Tjeneste. Af psykoterapeut Ameyo Barfred-Dixon/ In Relation, som har 37 års erfaring med det psyko-spirituelle. Afluttes i 2026.
- Kursus “Fra dysfunktionel barndom til harmonisk voksenliv” af Camilla Schou (forfatteren til “vores forældre drak”) 2022.
- Grundkursus i META sundhed 16 timer i 2020 i Mygind Institute.
- Grundkursus i TFT/EFT 16 timer i 2020 i Mygind Institute
- Kursus i kontakt og opmærksomhed ind i det ordløse kropslige lag v/Ulla Rung Weeke gennem psykoterapeutforeningen i 2020.
- Regressions terapeut basic i New-You
- Psykisk sårbarhed via DOF
- The Form – Reality Practice, intro samt del 1-2 hos Rodrigo Rios.
- The Work – metoden – gennem kursus hos ID-Coach foreningen.
- Teamorganiseret hjemmepleje – med vægt på relationer og samarbejde.
- International Health – Panum-Instituttet.
- Diakoni og omsorg gennem sygeplejestudiet.
- Erhvervsjura – merkonom.
Erhvervserfaring:
- Undervisning i social-angst og generthed på aftenskole i Næstved.
- Undervisning i mindfulness på aftenskole i Næstved.
- Går til supervision hos psykoterapeut.
- I mit selvstændige regi arbejder jeg med især med stress, depression, angst, selvværds-problematikker og relationsproblemer. Dette kombineres med mindfulness og massage.
- Teamledelse herunder konflikthåndtering, kommunikations problemer, motivation og selvansvar samt vejledning og coaching af personale i sundhedssektoren.
- Udekørende sygeplejerske hvor samtale og motivation er nøgleord.
- Mere end 17 års erfaring fra det private erhvervsliv med økonomi, eksport, kundepleje og personale.
- Massage og samtale – herunder sammenhængen mellem emotioner og den fysiske krop.
Privat:
- Yoga.
- Lang erfaring med meditation, bevidsthedsudvidelse, tankemønstre og bevæggrunde.
Psykoterapeutforeninger:
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, som giver et kvalitets stempel (MPF) på, at jeg lever op til en række kriterier om uddannelse og erfaring.
Jeg er også medlem af ID psykoterapeutisk forening, hvor der opdateres og videreudvikles på faget: idpf.dk